Mel.: Den tro, som Jesus favner... (DDS 578)
På Golgata jeg bygger i al min usselhed, ej andet mig betrygger, som Himlen kendes ved, den gunst er ufortjent, hvis fylde jeg ej fatter, på den jeg indser atter, kun nåden har patent!
Jeg ved den kilde hænger, ja, som en tørstig hjort, når Satan på mig trænger om ondt, jeg før har gjort, men synd, som er bekendt, den Hans forsoning dækker, derfor mig ej forskrækker, hvad førhen mig er hændt!
I havets dyb er sænket min syndemængde stor, i stedet er mig skænket tilgivelsens Guds ord, som Han mig har tilsagt i livet og i døden, her gælder i al nøden, hvad Kristus har fuldbragt!
Opdrag mig ved din nåde, Gud, til den hellighed, du vil i mig skal råde, thi alt for godt jeg véd, at som en skabning ny, der alt i Kristus ejer, jeg skal ved troens sejr det gamle liv undfly!
Om end i mine hænder jeg skjule må min skam, du dog fra mig ej vender, du evige Guds Lam! Nuvel, med fynd og klem jeg må dig følge efter med nådens nye kræfter, til du mig kalder hjem!
18.1.18, - jn
|