Den aldrende Johannes Møllehave beskæftiger sig forståeligt nok meget med døden, ej mindst i  sin sidste bog ”Det ender godt”.  Det lyder logisk, når han undrer sig over, at mange mennesker undgår dette tema, når døden alligevel er så uundgåelig.

Men det forstår jeg godt.  Døden er ikke, som nogle påstår, en naturlig del af livet.  Den er unaturlig og en fjende.  Jeg selv har ikke noget specielt venskab med døden.

Når jeg alligevel tager dette aktuelle tema op, er det fordi vi atter stunder mod påske, som i høj grad har med døden i al dens gru at gøre, men dog som en overvunden fjende.  Sådan har jeg lært at se døden, min fjende, i øjnene.  Det gør jeg i kraft af Ham, som er dødens besejrer og som har sagt:  ”Jeg er opstandelsen og livet.  Den, som tror på mig, skal leve, om han end dør.”

Af den grund forstår jeg ikke, hvorfor det skal være så forargeligt at tale i det åbne rum om troen på Jesus?

jn

22.3.09