”Gå ud i al verden og forkynd evangeliet for al skabningen!”  Mk. 16:15

Evangeliet er et ”gå-ud-anliggende”.  Det kommer bedst til sin ret uden for murene.  Intet kan begejstre, gennemilte os, åbne vore øjne for de store linier og lære os at skelne mellem det væsentlige og uvæsentlige, som netop at være et frimodigt evangeliets sendebud. Interne læremæssige divergenser blandt åndelige forstå-sig-på-magere er Kristi ambassadør så uendeligt fjernt og ligegyldigt.

Men vi går ikke bare ud.  Vi går også ind.  Ind sammen med vore trossøskende til opbyggeligt fællesskab, til ordets forkyndelse, til bøn og fælles opmuntring.  Det kan være hvor som helst, endda under palmerne et fjernt sted på jorden.  Dér er ”de helliges samfund” at ligne med en åndelig kaserne, hvor Kristi soldater sendes ud.  Thi opholdet i ”kasernen” er jo ikke endemålet.

Jeg fik en gang lov at vinde en ung mand for evangeliet.  Jeg efterlod ham til kristne venners omsorg, da jeg selv skulle rejse bort.  Han skrev til mig, hvilken skuffelse disse venner var.  Ny i troen håbede han at møde modne kristne med samme glød, som han selv havde.  Men nej, de snakkede om alt muligt andet. Han frøs åndeligt talt.  Han kom ikke til en ”kaserne”, men til uforpligtende ”hygge”.  Sådan bør det ikke være.

Eller hvad synes du?

13.3.09

jn