”De, som var blevet spredt, drog imidlertid omkring og forkyndte evangeliets ord.”  Ap.G. 8:4

Påsken er ikke nogen datobestemt højtid bortset fra, at Kristus døde ”til fastsat tid for os, som endnu var ugudelige”  (Rom. 5:6).  Før Golgata var det en højtid, der blev fejret på en bestemt tid af året (4. Mos. 9:2-3).  Efter Golgata findes ikke noget påbud om en kalenderbestemt påskehøjtid.

Apostlen taler godt nok om at holde højtid, fordi vort påskelam, Kristus, er slagtet.  (1. Kor. 5:7-8).  ”Lad os holde højtid…”, står der, men her menes en vedvarende højtid, som det også fremgår af den græske, grammatiske konstruktion.  Den retter sig ikke efter kalender eller tradition.  Den er først og fremmest en højtid i hjertet og i et kontinuerligt levende Kristus-vidnesbyrd på alle årets kalenderdage.

Men helligdagslovgivningen taler om datobestemte højtider, - i praksis kærkomne fridage. Vor indstilling bør være, at hvad der er national skik kan udnyttes til et evangelisk vidnesbyrd. Det gælder jul, og det gælder påske.  I Norge havde vi før i tiden fine påskestævner, -  nu rejser man i stedet.  Men også på rejser, til lands, til vands og i luften – og på fjellet -, er der brug for at pege på Kristus, det fortabte menneskes eneste Frelser.

-jn