”Herren støtter ham på sygesengen.  Du forvandler hele hans leje under hans sygdom.” (Psa. 41:4, norsk ovs.)

En 20-årig ung mand lå på Næstved Centralsygehus med dårlige ben og med dyster udsigt til amputation helt op til knæene.  Der var blevet bedt og profeteret i hans menighed over ham  med ”stærke” budskaber om hans helbredelse, men intet skete, thi den slags profetier behøver ikke altid at være af Gud.

En ung, troende kirurg, i øvrigt en af mine bedste venner,  satte sig stilfærdigt hos den unge mand og og tilbragte det meste af sin friaften ved sygesengen. Han sagde nænsomt til ham:  ”Benene står ikke til at redde, og når du vågner af narkosen, har vi foretaget en amputation.”  Den troende kirurg gav sig rigtig god tid, trøstede og styrkede ham så godt, han kunne med åndelig opmuntring – alt sammen i Herrens forunderlige ledelse. Og i dyb fortrolighed.

Kirurgens åndelige visdom kombineret med en åndsbåren, personligt hyrdetjeneste hjalp patienten over krisen.  Den dag i dag, over 40 år efter, betror han mig, hvad denne kirurg kom til at betyde for ham.  Han indså, at vi ikke kan stille Gud stolen for døren og forlange helbredelsesmirakler her og nu, selvom alt er muligt for underets Gud.  Han fik senere et godt liv, blev flink til at gå med proteser, fik en sød og kærlig kone, og de har netop fået deres første barnebarn.

Denne beretning handler ikke om mirakler, men om at være Herrens sendebud ved en sygeseng.  Denne tjeneste kan være mere end et fysisk ”mirakel”.

-jn-