”Vil du ikke hellere have rigtigt papir frem for at skrive på vore servietter?” spurgte den søde, kvdl. leder af Starbucks mig i dag.  Jeg forklarede, at jeg kun skriver nogle små punkter ned som forberedelse til det bibelfællesskab, jeg har ansvaret for.

Hun fik tid til en snak og fortalte mig om sin arbejdsglæde og begejstring for USA-ledelsen, som i øvrigt er jødisk.  ”Vi får ikke lov at bære religiøse symboler”, sagde hun, ”der skal være plads til alle religioner!”  En ung mandlig medarbejder, som gik i sorg efter et familiedødsfald, bar et lille kors om halsen.  Han fik besked på kun at vise det privat og ellers skjule det, når han var på arbejdet.  ”Det synes jeg er at gå lidt for langt”, bemærkede jeg. Hun var enig.

”Kommer der også unge i jeres gruppe?” spurgte hun.  Jeg svarede, at jeg elsker unge mennesker, og at vi har haft lidt af hvert, men at jeg meget gerne så de unge komme til os.  ”Dem elsker jeg at tale med”, sagde jeg, og hun smilede indforstået.  ”Her møder du jo alle slags mennesker”, supplerede hun og måtte nu tilbage til arbejdet.  ”Jeg skal instruere dem i at lave en ny drik”, kvidrede hun begejstret.

Der sad en ”ensom” herre få meter fra mig.  ”Er du i den samme situation som jeg mon?” spurgte jeg.  ”Jeg venter på min kone”, sagde han.  ”Jamen, det gør jeg også, så måske kunne vi udnytte ventetiden med at hilse på hinanden?”  Han smilede imødekommende. Men i det samme kom min viv.  Jeg nåede dog at give mit vidnesbyrd i forb.m. mit lille ”dannebrogskort” med glædesordene om korsets evangelium.

Jeg forlod glad om hjertet Starbucks for at ile ud til parkeringsbås nr. 12, hvor min kone ventede på mig.  Jeg syntes pludselig, jeg kunne omfavne alle, jeg mødte, ikke fordi jeg var manisk opstemt, men, håber jeg, opglødet af det gamle, frelsende og ”grænseoverskridende” evangelium, som alene er hele vort følelsesregister værd.

5.9.15 - jn.