Forside Artikler Når Helligånden ”knækker koden”
Når Helligånden ”knækker koden” Udskriv Email
Skrevet af Jørn Nielsen   
Onsdag, 25. februar 2015 04:50


En troende kvinde knækkede problemfrit koden for mig, da jeg ikke kunne komme i kontakt med hende.  Jeg havde sat et malplaceret punktum i hendes e-mail adresse.  Da det blev fjernet var der kontakt.

  ”Knække koden” var hendes ord, som jeg igen tænkte på i går under en fortløbende bibellæsning med en snart 89-årig gammel ven, som trods sin fortrøstning til vor Herre Jesus som sin Frelser med visheden i sit hjerte, at han snart skal forlade denne verden for at være sammen med Ham, intet fast eller personligt forhold har haft til Bibelen, men han glæder sig dog, når vi læser i den sammen.  Vi er i Romerbrevet og håber gennem dets forkyndelse og lærdomme at blive gode ”romere”.

Men nu læste vi fra Rom. 9 nogle ord om at være ”født i kraft af forjættelsen” – om ”Guds udvælgelse” – og om, at ”Jakob elskede jeg, men Esau hadede jeg.”  Min ven bemærkede:  ”De ord er godt nok lidt kringlede!”  Altså:  Ikke så´n lige ”at gå til”.  Men som sædvanlig bad vi om Helligåndenss bistand som ordets vidunderlige, frigørende fortolker.

Og Guds Ånd knækkede koden.  At være ”født i kraft af forjættelsen” blev pludselig herligt klart for os.  Thi hjertets vished om at være ”født på ny” havde vi jo begge.  Og at være født i kraft af forjættelsen er simpelthen at være bragt i forbindelse med evangeliets forjættelse i Kristus (og ikke lovens krav!), som genføder hver den, som tager imod det.  Jeg frydede mig, da jeg så min vens barnlige fryd.

Hvad med ordet om, at ”Jakob elskede jeg, men Esau hadede jeg.” v. 13. Også den ”kode” knækkede Helligånden for os.  Naturligvis omfattede Guds kærlighed og frelsesvilje også Esau.  Men den ufortjente udvælgelse, der var knyttet til Jakob, stod i kontrast til de menneskelige anstrengelser, som Esau repræsenterede.  Det var sådan, at ordene om had og kærlighed skal forstås.  Skal du og jeg frelses, må det blive af nåden i Kristus, som Guds udvælgelse er knyttet til, og ikke til egne anstrengelser. For den ”religion” hader Gud.  Men selve frelsen stod lige åben for dem begge.  Den ”kode” var nu ”knækket” i evangelisk forstand, dvs. i Kristus.

Vi kunne fryde os over en bibeltime med Helligånden som mentor.

25.2.15 - jn

 
Copyright © 2024 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)