Forside Artikler ”Jamen, så er jeg jo ren!”
”Jamen, så er jeg jo ren!” Udskriv Email
Skrevet af Jørn Nielsen   
Lørdag, 21. februar 2015 06:42


En af mine hedengangne, norske venner fortalte om en samtale med en ung pige, som søgte frelse og fred med Gud.  Han gjorde det, som man ofte gjorde i gamle dage, nemlig at åbne Bibelen sammen med hende for ligesom Paulus ”ud fra skrifterne” (Ap.G. 17:2) at give hende en solid klippegrund for troen.

I samtalens løb pegede han på en enkelt sætning fra GT, der handlede om det bragte syndoffer, og hvad det gør ved synderen for også på den måde at pege hen på syndebæreren, nemlig vor Herre Jesus Kristus.  Han læste denne sætning: ”… og præsten skal skaffe hende soning, så hun bliver ren!”  (3. Mos. 12:8), og han anvendte det ord på hendes specielle tilfælde.  Da pludselig så hun ”lyset” og udbrød:  ”Jamen, så er jeg jo ren!”

Ganske forfriskende originalt, synes jeg.  Hun sagde ikke:  ”Så er jeg frelst (hvad hun jo også kunne have gjort), men: Så er jeg jo ren!” Og således blev hun på ordets grund ført til troens hvile i Kristi fuldbragte værk for syndere – for også de mest urene.

Den slags ”sjælesorg” synes jeg vældig godt om frem for den moderne, ofte rastløse facon efter devisen ”at komme til Jesus” og ”du skal bare bede denne bøn efter mig”, mekanisk og pr. automatik.  I Amerika sker det ofte under ledsagelse af blød baggrundsmusik! – Det er noget ganske andet, når Helligånden ud fra evangeliets ord tilhvisker den søgende sjæl frelsesvished i Kristus alene og på ordets grund.  Den måde at tale med bekymrede sjæle på er godt nok ”gammeldags”, men den holder!

Jeg glæder mig altid på en særlig måde, når nye i troen fortæller mig om et bibelord, der i deres situation kom til at betyde noget afgørende.  Da fornemmer jeg, at jeg taler med en frelst sjæl, der står på ordets klippegrund og ikke bygger på en bestemt oplevelse.  Misforstå mig ikke, vi foragter ikke oplevelser, tværtimod, men der skal ikke bygges på dem.

21.2.15 – jn

 
Copyright © 2024 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)