Forside Artikler Pessimismens modsvar
Pessimismens modsvar Udskriv Email
Skrevet af Jørn Nielsen   
Fredag, 13. februar 2015 08:48


Morgenens nyheder fra den afsluttede fredskonference omkring  Ukraine kan koges ned til et ord – pessimisme.  Det er ikke første gang, når det gælder statslederes forgæves forsøg på en ”køreplan for fred”.

En kunstner illustrerede en gang en fredskonference i FN, hvor han  i dæmpede streger ville vise skikkelsen af ”Fredsfyrsten” (Es. 9:5), som var sat udenfor døren.  Dette billede burde hænge på et iøjnefaldende sted i FN-bygningen, hvor jeg selv for mange år siden blev vist rundt.

Pessimisme prægede også Winston Churchill, som i 1954 havde besøg af Billy Graham, der som svar på den store statsmands spørgsmål om håb havde taget sit NT frem og læst for ham centrale ord om Kristi genkomst. ”Ja, jeg har håb”, smilede den dengang unge evangelist.

Ja, dér sad den gamle premierminister pludselig som et hjælpeløst barn og lyttede stille til en ung mands vidnesbyrd med tilbud om at bede sammen, hvad Churchill taknemligt tog imod.

I aftes, i TV-udsendelsen ”Debatten” var både Ukraine og verdenssituationen på dagsordenen.  Intet forløsende ord blev sagt. Havde Clement inviteret en brændende evangelist med i panelet med et vidnesbyrd a la Billy Grahams, ville denne sandsynligvis hurtigt blive kulet ned som håbløs naiv og uden forbindelse med virkeligheden.

Svaret på islam er sækularisering (verdsliggørelse) sagde Søren Espersen(i en anden debatudsendelse) og ikke hverken koranen eller Bibelen, som nærmest blev slået i hartkorn med hinanden.

Men svaret kender Kristi efterfølgere. ”Hold fanen højt!” sagde min ØK-chef til mig en gang.  Det er der brug for. Det er frydefuldt at høre om unge, der på byens torve gør netop dette i vor Herre Jesu Kristi navn, alt imens verden mere og mere dåner af angst og rådvildhed (Luk. 21:25).

13.2.15 - jn


 
Copyright © 2024 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)