Aldrig nogensinde er der blevet stillet et vigtigere spørgsmål.  Bibelen har mange, mange spørgsmål, men dette er det vigtigste af dem alle.  Du aner ikke, hvor privilegeret du er, hvis det bliver dig forundt, som Paulus og Silas, at skulle besvare dette brændende spørgsmål fra Ap.G. 16:30.

Intet er så opbyggelig og forfriskende for det kristne fællesskab som at være vidne til en sådan ”dialog”.  Intet fremmer den indbyrdes kærlighed mellem os, som når dette spørgsmål trænger sig på.  Vil Herren i sin nåde bruge dig til at give et enkelt, enkelt svar på dette spørgsmål overfor et søgende menneske, vil du garanteret ikke bytte med nogen fyrste eller med nogen dronning eller konge.  At være en Kristi ambassadør overgår alle andre stillinger eller ”roller” i denne verden.  Jeg kan lide, hvad den norske, benådede prædikant, A. Bjerkreim, engang var fristet til at skrive i rubrikken ”stilling”, da han indskrev sig på et hotel for mange år siden.  Han var fristet til at skrive: ambassadør!

Intet får os til at skelne mellem det væsentlige og det uvæsentlige som når du får lov at forkynde evangeliet for en ufrelst, der spørger efter frelse.  Mange ”åndelige” spørgsmål og ”prioriteter” bliver da uendeligt ligegyldige.  Da kender du dig beslægtet med den evangeliske parole, der lyder sådan på engelsk:  ”Say it simple, say it often and let it burn!”  (Sig det enkelt, sig det ofte og lad det fænge!) Men du vil bedrøves, hvis du mærker, at denne ild ikke er tilstede hos dine ellers udmærkede og ”veltalende” medkristne.

”For alle er jeg blevet alt for i alt fald at kunne frelse nogle” var de ord, Paulus satte på den ild og nød, der brændte i hans hjerte (1. Kor. 9:22).  O, måtte den ild blive holdt ved lige til vor dødsdag frem for at måtte sige:  ”Vore lamper er ved at gå ud!”  (Mt. 25:8).  Udslukkede kristne pådrager sig større skyld end ufrelste gør med deres vantro.  Tænk på det.

3.1.15 – jn