”Jeg er gammel nu, og jeg kan ikke mere rigtigt følge med…” klagede vor 88-årige husven, Jørgen.  ”Sådan har jeg det også”, svarede jeg trøstende, ”men nu skal vi sammen læse et godt ord!”  -  ”Ja, gør det”, ivrede Jørgen.

Vi læste de kendte ord fra Rom. 10:6-10.  ”De ord er blevet fornyet for mig”, betroede jeg ham.  ”Jeg forstår dem sådan, at vi skal ikke bevæge os nogen steder hen, hverken ”op  eller ned” for at erfare vor Frelsers nærhed.  ”Ordet er dig nær”, dvs. forkyndelsen af Kristus er lig med Hans nærhed og tilstedeværelse, og hvis vi virkelig tror, at Han ikke er en død og forsvunden Frelser, men lever i dag, er der kun tilbage at bekende Ham som Herre med vore  læber – bekende, hvad vi allerede i hjertet tror.”  Det forstod Jørgen.  ”Vi kan da ikke andet”, sagde han.

”Læbernes bekendelse rettes i første omgang til Herren selv.  Der er en stor frihed og kraft i under alle personlige forhold at kunne sige det ind for Gud:  ”Jesus er min Herre – også nu!”   Også i denne situation!

Den gamle mand  kunne godt ”følge med”.  -  ”Men du, Jørgen, som tit er sammen med din store, uomvendte familie, bør ikke blot holde fine bordtaler, men sige et ord om Jesus, hvad enten de bryder sig om det eller ej!”  -  ”Jo, men de ryster bare på hovedet”, indvendte Jørgen.  -  ”Ja, det kender jeg godt til”, indrømmede jeg, men ”så lad dem bare ryste på hovedet.  Vor Bibel taler jo om at bekende Hans navn for mennesker!”

Vi bad sammen og sang også en opbyggelig salme.  Kun 5 var til stede, nemlig Jørgen og jeg samt Faderen, Sønnen og Helligånden.  Men også den slags samvær har vel sin berettigelse, ja de har måske mere berettigelse end en stilfuld kirkegang med mange religiøse, men uigenfødte mennesker, som rent åndeligt hverken kan sige buh eller bæh!

Jørgen og jeg skiltes, begge vel til mode.  Jeg selv ikke mindst.

  7.7.14 – jn