Spørgsmål:  Både i Det Gamle Testamentet og i Det Nye Testamentet leser vi om Menneskesønnen.
Matt 24:44: "Vær derfor beredt, dere også! For Menneskesønnen kommer i den time dere ikke tenker."
Hvem er menneskesønnen og hva betyr dette ordet?  Vi leser også om menneskesønnens dager, Luk 17:22: "De dager skal komme, da dere skal stunde etter å få se en av Menneskesønnens dager, og dere skal ikke få se den." Hva for dager er dette?

Svar:  Lad mig indledningsvis blot sige:  Vi elsker som Guds folk Herrens navn, og Helligånden, hvis opgave er at herliggøre Ham, lærer os at tiltale Ham ærbødigt og tilbedende  og ikke overfladisk og i flæng sige  ”Jesus!” eller ”Kære Jesus!”.  Disciplene tiltalte Ham ikke sådan.  ”Herre” var den hyppigste tiltaleform i ydmyg erkendelse af Hans overophøjethed.

Men hvorfor kalder Han sig selv for ”Menneskesønnen”?

Vi  møder denne betegnelse i Dan. 7:13, hvor der som kontrast til de profetiske, magtfulde dyr (dvs. dyriske verdensherskere) efterfølgende kom ”med himlens skyer En, der så ud som en menneskesøn”, til hvem ”magt og ære og herredom” blev givet og ”alle folk, stammer og tungemål skal tjene Ham;  Hans magt er en evig magt, aldrig går den til grunde, Hans rige kan  ikke forgå!”  (v.14).  Med tanke på denne herlige profeti, giver det mening for disciplene at høre Ham tale om ”Menneskesønnens dage” i Luk. 17:22 (se også Matt. 24:44), nemlig om den nye tid, hvor bl.a. Dan. 7:13-14 skal blive bogstaveligt opfyldt.

Vor Herre Jesus identificerer sig tydeligvis med omtalte ”Menneskesønnen”, og ordet er nævnt 70 gange i de 3 såkaldte synoptiske evangeliet (Matt., Mk. og Luk.) og 12 gange i Johs.ev.  Derudover benævnes Han også sådan af Stefanus (Ap.G. 7:55) og apostlen Johannes i Åb. 1:13 og 14:14.  Men ellers er det i evangelierne udelukkende et navn, Herren bruger om sig selv.  Han bliver aldrig tiltalt eller forkyndt sådan.

 
Men igen:  hvorfor benævnte Han sig som ”Menneskesønnen”?  Kaster evangeliet mere lys over det?

Lad mig dele med dig, hvordan jeg selv har lært Ham at kende: I Ham og Ham alene  er nemlig åbenbaret det sande, fuldkomne menneske!  Guds ord taler jo om det første menneske (den første Adam) og det sidste Menneske (den sidste Adam), 1. Kor. 15:45, som om, det kun er disse 2, der er interessante i Guds frelsesplan, idet de repræsenterer hvert sit folk, dvs. en falden, fortabt slægt uden Kristus og en ny, genløst slægt i Kristus Jesus.  Denne lærdom er for det oplyste, genfødte sind en dyrebar sandhed, dvs. at betragte Ham som den suveræne kontrast til alt menneskeskabt i trodsig uafhængighed af Gud, det være sig både politisk og religiøst – ja, se Ham som Guds svar på det fuldkomne menneske og som en ny, genfødt slægts Overhoved som Ham, i hvem vi som troende mennesker er til for Gud.

Kender du noget andet frigørende grundlag at samles på sammen med Guds folk?  Ak, vor sjælefjende ønsker at tage opmærksomheden bort fra Ham som det eneste, livgivende samlingspunkt og gøre vore opbyggelige samvær menneskecentreret.  Men det er dødens vej.   På nytestamentlig grund, på forløsningens grund, er Han, sand Gud og sand menneske, ikke et ”teologisk tema”, men selve fællesskabets genstand som ”Herrens herligheds glans” (Ez. 10:4), som troens øje ser ”kronet med herlighed og ære”  (Hebr. 2:7), hvor der ikke levnes plads til menneskelig og forfængelig, tom ære.

.
jn – 17.6.13.