Spørgsmål: Hvad mente Herren med ordene:  ”Lad de døde begrave deres døde.”  Mt. 8:22.

Svar: Jesu ord bruges nogle gange som et lidt overfladisk ordsprog, men meningen er utvivlsomt:  ”Lad de åndeligt døde begrave deres fysisk døde.”  At følge Jesus efter vil ofte berøre familieforhold.  I dette konkrete tilfælde måtte selv hensynet til en far ikke stå i vejen for en betingelsesløs efterfølgelse af vor Frelser, hvis valget står mellem en øjeblikkelig overgivelse til Kristi efterfølgelse eller en midlertidig udsættelse af et sådant kald, fordi en begravelse først skulle overstås.

Et sådant kompromis tillader Herren ikke.  De åndeligt døde vil nok vide at skaffe sig af med det døde legeme.  Men Jesu disciple har et højere kald end at skulle bruge tid og ressourcer på en begravelse, hvis en sådan vil være en åbenbar hindring for ubetinget lydighed.

Men en familiebegravelse behøver ikke at være ensbetydende med ulydighed mod discipelkaldet.  Jesus taler om en tilspidset, bestemt situation, hvor en sådan begravelse kunne blive en hindring for et konkret kald til efterfølgelse, sådan som det fremgår af Jesu svar  pågældende discipel. v. 21. Så snart disciplen beder om tilladelse til først at gøre dette eller hint, før efterfølgelsen kan blive en realitet, er der ikke længere tale om ubetinget efterfølgelse på discipel-livets vilkår, men et forsøg på at købslå (handle) med Herren.

En Kristi discipel i dag vil naturligvis udmærket kunne begrave sin far eller mor eller slægtninge som en næstekærlig gerning, så længe en sådan handling ikke er en betingelse for Kristi efterfølgelse, thi vi kan aldrig i noget forhold stille betingelser til Herren, hvad pågældende discipel var ved at gøre.  Det blev gjort i et svagt øjeblik, og Herren satte sin discipel kærligt, men bestemt på plads, og der er alt mulig grund til at tro, at denne discipel ydmygt bøjede sig for lydighedskaldet til betingelsesløst at følge efter Jesus.

Det er en glæde at være til en begravelse, hvor evangeliet forkyndes i en vækkende ånd.  Den slags begravelser mindes jeg altid med glæde. Men begravelser, hvor alt drejer sig om den afdøde og dennes glorværdige minde, er en lidelse at være med til.  Dér hersker ofte en underlig, menneskecentreret stemning, som mennesker og ikke Herren får ære af.  Da sættes Herrens ord i relief på en særlig måde:  ”Lad de døde begrave deres døde!”  Bekendende kristne kan nemlig opføre sig som åndeligt døde i deres åndelige søvn (Se Ef. 5:14) også mht begravelser.

Lad mig gentage:  Begravelse kan være en næstekærlig, god gerning.  Men hvis Herren viser sin discipel, at det er ikke det, han skal gøre lige nu, fordi han akut kalder os til noget andet og vigtigere (der måske indebærer en øjeblikkelig bortrejse el. lign.), ja, da har disciplen ikke noget valg.  I det gamle testamente var den indviede nasiræer (som  kunne være et billede på den indviede discipel) underlagt en lov, der tilsidesatte hensynet til nære slægtninges død (4. Mos. 6:7) p.gr.a. hans/hendes indvielse til Herren.  Samme forhold til sine kødelige slægtninge gjaldt den salvede præst (3. Mos. 21:11).  Vi står ikke på lovens grund og er ikke underlagt ceremonielle love, men lydighedskravet på nådens grund står ved magt som Kristi efterfølgere.

Jørn Nielsen