Jeg må skynde mig at rette en selvforskyldt misforståelse.  Jeg har nok i mit sidste ”rejsebrev” givet indtryk af, at jeg er mere på ”hjemmebane”  i USA end i DK.  Dette er ikke rigtigt.  Jeg er på ”hjemmebane” præcis dér i verden, hvor Herren sender mig.  Det vil i praksis sige:  alle vegne eller ”på et hvert sted”, som der står på norsk (i 2. Kor. 2:14).

Havde jeg skrevet rejsebrev fra fx indianerne i junglen, et stammefolk i højlandet i Papua Ny Guinea, fra indlands-isen på Grønland, Judæas ørken, Gaza-striben eller en rismark i Kina, etc. etc., ville jeg have været lige så meget på hjemmebane dér som Kristi sendebud eller ”ambassadør”  (2. Kor. 5:20).  Således er ”hjemmebane”-perspektivet herligt og løst fra ”naturlige” tilhørsforhold.

Amerika er noget særligt p.gr.a. dets indflydelse i verden -  religiøst, kulturelt  (hvis pop er ”kultur”), materielt, dyrkelsen af luksus, markedsføring, film, Hollywood-gøgl,  sportsoplevelser, m.m.  Muslimerne vil selvsagt afvise det med religionen, de vil tværtimod have korset afskaffet fra jordens overflade, men jeg har i internationale lufthavne set muslimske mænd i deres muslimske gevandter slæbe rundt på amerikanske forbrugsgoder, fx amerikansk elektronik el. en fjollet ghettoblaster.  Så hvor religiøse er de mon?

USA er en stormagt, men dog uendelig lille og magtesløs for det Kristi vidne, der tager sit kald alvorligt.  Jeg standsede just for noget interessant, der blev sagt i forbindelse med Jeremias´ kald:   ”Jeg giver dig i dag myndighed over folk og riger….”  (Jer. 1:10).  Tænk, den frygtsomme, unge mand skulle pludselig i Herrens kraft være en ”myndighedsperson” hævet over verdslige stormagter.  Evangeliets sendebud har nemlig guddommelig autoritet.  Se fx Luk. 10:19 og mange andre steder.

Mange venner herovre er alt for optaget af politik, af Washington, det kommende præsidentvalg, osv. – af ”verdslige affærer” som det hedder i Living Bible (2. Tim. 1:4) - og dræner sig selv for åndelig kraft og er dermed ubrugelige til åndelig krigstjeneste.  Det behøver ikke at være sådan.  Da Obama for ej så længe siden satte sig ned hos Billy G. for at have en ”myndighedsperson” at samtale og bede sammen med, var det ikke som politiker, men som et hjælpeløst menneske, skabt i Guds billede, med åndelige behov.

Ville Obama have samme følelse af respekt sammen med dig og mig?  Ja, helt sikkert, hvis vi som evangeliets ambassadører tager vort kald alvorligt og lever i det.  Men vi kan ikke blæse og have mel i munden samtidig, hvad verdsliggjorte kristne desværre gør for aldrig at være hverken fugl eller fisk på nogen hjemmebane.  Og evangeliets sag -  sagen - lider derunder.

”O, var der en sag, der var værd mit blod, hvor skulle det livsrødt rinde…” skrev den norske digter Arne Garborg i et ungdomsdigt.  Intet kan få det til at rinde så ”livsrødt” og så ”gennem-iltet” som netop evangeliet om Jesus Kristus, Guds absolutte ultimatum til en fortabt verden.  For Arne Garborg forblev det desværre med længslen.  Men Herren vil det anderledes med dig og mig.

Clovis, CA, 14.4.12 – jn