”Derfor skal ingen rose sig af mennesker!”  (Paulus)

Kristeligt Dagblad giver i denne tid spalteplads til en del uklædeligt mundhuggeri om Søren Kierkegaard, hvis udtalelser om fx jøderne nogle har fået galt i halsen.  Men enere som han vil det ofte gå som den grimme ælling i andegården:  ”Han er for stor og aparte, og så skal han nøfles (dvs. karnøfles)!”

Påstanden om at Danmark reelt kun har haft 2 berømtheder i verdensklasse, nemlig H.C. Andersen og Søren Kierkegaard, kan der næppe røres ved.  En overgang dyrkede jeg intenst S.K., men anbefaler ikke andre til ubetinget at gøre det samme.

Hvorfor?  Ingen kunne jo som han blotlægge det religiøse hykleri, - den åndelige middelmådighed, - hans samtids præster som teatralske deklamatorer i stedet for at være Kristi efterfølgere, - menneskets fortvivlede stilling som sin egen autonome gud, - evighedens fordring på den enkelte (”hiin Enkelte”) og frem for alt: Kristus som vejen, sandheden og livet i absolut, ikke relativ forstand.

Alt dette kunne SK , især – som han selv sagde - i digterisk forstand (H.C. Andersen kunne jo også digte sig til meget kristeligt smukt!).  Derfor skrev SK som oftest under pseudonymer, da han ikke selv regnede sig for en Kristi efterfølger i nytestamentlig forstand.  (Jeg tvivler dog ikke på, at SK personligt vidste, hvad det vil sige at være en synder, frelst af uforskyldt nåde!)

Han kan selvsagt stadig læses med udbytte -  til et vist punkt.  Han er, paradoksalt nok, ”in” hos mange teologer.  Paradoksalt fordi det netop var dem, han revsede mest.  De intellektuelle fascineres af hans tankerigdom. Men det er ikke nok, ej heller kristeligt.  Det Ny Testamente er ikke givet for at stimulere vort intellekt el. starte en debat.  Apostlene skrev ikke under pseudonymer.  De var præcis det, de forkyndte.  Til opvækkelse og opbyggelse.

I vor hjemmegruppe kommer bl.a. en elskelig, ældre bønnens kvinde.  Hun har sine svære handicap, og hovedet er ikke, hvad det engang var efter en dramatisk trafikulykke, men hendes tilstedeværelse er en åndelig berigelse.  Jeg foretrækker hende frem for tusinder af Kierkegaard´er.

Evangeliet gør os til frelste syndere, godt nok smerteligt fejlende (Jak. 3:2), og dog i Kristus til nye skabninger, som ikke forkynder sig selv og sit eget, men Jesus Kristus som Herre.  ”Jeg skjuler mit ansigt i skyld og skam, men jeg vil vidne om Ham!” sagde en god ven.  I sandhed, ”Ham forkynder vi!”  (Kol. 1:28).

Når det gælder SK og andre store ”ånder” gælder i bedste fald det paulinske og befriende princip:  De tilhører os, men vi tilhører ikke dem, smlgn. 1. Kor. 3:21-23.  Kun sådan undgår vi at blive slave af andre mennesker uanset om de er i verdensklasse eller hvad de er. 

12.12.11 – jn