Forside Klummer ”Nu véd jeg, hvad du er!”
”Nu véd jeg, hvad du er!” Udskriv Email
Skrevet af Jørn Nielsen   
Søndag, 16. oktober 2011 14:39



En af præsterne i vort sogn så  mærket på min hvide skjortes brystlomme, ”Sjællandske Medier”, og sagde lidt frisk til mig:  ”Nu véd jeg, hvad du er:  Du er mediemand for Vorherre!”

Jeg var glad for hans muntre ord, thi det er just, hvad jeg gerne vil være i ordets sande betydning.  Det er alle Kristi disciple kaldet til på forskellig måde.  Selv de, apostlen henvender sig til i Efes.br. som ”trælle” (slaver) var det, og han kalder dem ”Kristi tjenere” (v.6) sådan som han selv var en Kristi tjener.

Men fint er det, hvad der står i 2. Kor. 5:20 i den engelske Bibel:  ”Vi er ambassadører for Kristus!”  En ambassadør er som bekendt en udsending fra sit hjemland til et fremmed land for midlertidigt at varetage netop sit hjemlands interesser.  Kun midlertidigt, for en dag hjemkaldes han til det land, som udsendte ham.  Det gør også Kristi ambassadører – måske meget snart.

Den norske forkynder A. Bjerkreim skulle engang checke ind på et hotel og udfylde en indskrivningsformular.  Han så, hvordan andre gæster titulerede sig med bl.a. direktører, fabrikanter,  diverse chefer, osv. – og han fortæller, at han var fristet til at skrive ”ambassadør” i stedet for ”lægprædikant” i glad bevidsthed om, hvad der var hans egentlige job.

Lad os huske, hvad der er vort høje kald som Kristi disciple og opmuntre hinanden til troskab mod dette kald – uanset hvilken stilling, vi er sat i her i dette korte liv  Thi hvad ønsker vi at blive husket for engang?

12.10.11 - jn

 
Copyright © 2024 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)